Stiftsgrænser

Så sent som i 2016, mens Bertel Haarder var kirkeminister, var et forslag om et nyt stift, der fulgte grænserne for det tidligere Storstrøms Amt, tæt på at blive gennemført. Men så kom der en regeringsrokade i vejen, og planen blev sparket til hjørne.

Debatten om stiftsgrænser er en del af en større debat om folkekirkens fremtid, som for alvor blev sat i gang med rapporten om ”Bæredygtig finansiering af folkekirkens fællesopgaver” fra 2025.

Bag rapportens forslag om blandt andet et nyt middelalderkirkecenter, som nu er blevet en realitet, gemmer sig en dybere problematik, som vi i folkekirken må have mod til at konfrontere: De nuværende stiftsgrænser og stiftsstørrelser understøtter ikke længere en bæredygtig, solidarisk og landsdækkende folkekirke.

Urbanisering og økonomisk ulighed gør det stadig sværere at sikre en ligelig fordeling af præster og ressourcer. I bystifterne vokser antallet af lokalfinansierede præster, mens landstifter som Lolland-Falster må strække de centralt finansierede præstestillinger tyndt ud over store geografiske områder med mange middelalderkirker og et faldende befolkningsgrundlag. Resultatet er et folkekirkeligt Danmark i ubalance.

Det er derfor på tide, at vi stiller os selv det ubehagelige, men nødvendige spørgsmål: Har vi nogle stifter, som er for små til at varetage de opgaver, folkekirken står over for i dette århundrede? Og har vi nogle stifter, der er blevet så store og komplekse, at ledelse og lokal forankring lider under det? Vi har brug for stifter, der er bæredygtige. Det indebærer ikke alene økonomisk robusthed, men også ledelsesmæssigt nærvær, teologisk refleksion og evne til at understøtte sognene administrativt og personalemæssigt. For store stifter risikerer at blive fjerne og uigennemskuelige, mens for små stifter ikke kan løfte de opgaver, de er blevet tildelt.

I dette tema vil vi folde problematikkerne og den nødvendige samtale ud.