Biskoppens månedshilsen maj 2026

Kære alle

Jeg begynder denne månedshilsen med en nyhed, som måske vil komme bag på nogle af jer:

Jeg fratræder min stilling som biskop i Lolland-Falsters Stift ved årets udgang.

Det er ikke en beslutning, der har været let at træffe. Og det er heller ikke en beslutning, der er truffet uden et vist vemod. For når man har fået lov til at være biskop et sted, hvor man er blevet mødt med så megen varme, tillid, engagement og menneskelig generøsitet, så er det med stor taknemmelighed og et stik i hjertet, at man forlader sit embede.

Da jeg i 2017 blev indsat, var det med en klar bevidsthed om, at der hele tiden kommer nye generationer med nye kræfter, nye perspektiver og ny energi. Barnebarnet, der blev født det år, jeg begyndte, bruger nu størrelse 39 i sko og er næsten lige så høj som jeg. Det er et krævende embede, og derfor er det vigtigt at give stafetten videre, mens man endnu kan holde kadencen. På gangen i administrationen hænger et billede af en biskop med mørkt hår iført en gylden bispekåbe. Farven på kåben er den samme, men bispen er efterhånden blevet grå i toppen, og når året rinder ud, er der gået knap ti år.

Det har været fantastiske år. År, hvor jeg er blevet så mange oplevelser, erfaringer og venskaber rigere. Den store veneration for kirkelivet, engagementet, venligheden, imødekommenheden og villigheden til at hjælpe er imponerende. Bliver man trådt på, og der rejser sig en forståelig shitstorm, så transformeres energien på Lolland-Falster til en lovestorm. At forvandle vrede til kærlighed er ikke så lidt. Det er i virkeligheden indbegrebet af en kristen handling. Man lader livsglæden, humoren og kærligheden få det sidste ord. Sydhavsøernes herlighedsværdier og venlige mentalitet er i mine øjne en af de bedst bevarede hemmeligheder i hele landet.

Ved det årlige stiftspræstestævne har jeg altid glædet mig over at se præsterne sætte bordene sammen, efterhånden som aftenen skred frem, så der blev plads til alle. Det lyder måske enkelt. Men det er det ikke nødvendigvis. Rummelighed og kollegialitet er ikke en selvfølge. Det er noget, der er indarbejdet i kulturen igennem mange år. Noget, der er blevet prioriteret. Noget, der er blevet praktiseret, også når man er teologisk uenig eller arbejdsmæssigt presset. Og måske netop på grund af det gode arbejdsmiljø har det ikke været svært at rekruttere nye præster til stiftet.

Det har også varmet mig at møde engagerede menighedsråd, kirkefunktionærer og frivillige, der i fællesskab løfter kirkelivet. Mange steder har man støttet hinanden og løftet i flok. Men har der ikke været konflikter? Jo, selvfølgelig. Det findes alle steder, hvor mennesker med stor lidenskab bruger tid og kræfter på det, de brænder for. Men hellere et stort engagement og gemytter, der indimellem kommer i konflikt, end ligegyldighed. Hellere mennesker, der vil noget med deres kirke, end mennesker, for hvem kirken er uden betydning.

Jeg har også haft det store privilegium at gå på arbejde hver dag i en stiftsadministration, hvor søde, hjælpsomme og stabile medarbejdere uden brok har løftet alle mulige – og umulige – opgaver. Morgenbadeturene i Østersøen eller Guldborgsund har bidraget til at holde hjernen klar, når jeg lidt senere har siddet på kontoret. Og samarbejdet med kontorchefen og provsterne er og har været både konstruktivt, muntert og altid respektfuldt. Det gode arbejdsmiljø lokalt har løftet arbejdsglæden, også når dagene blev lange og opgaverne tunge. Det har været og er et sandt privilegium at være biskop i Lolland-Falsters Stift.

Men hvorfor så stoppe nu?

Administration, daglig drift og mødeaktiviteter både lokalt og nationalt følger naturligt med embedet, der ikke er blevet mindre politisk med årene. Jeg plejer at sige, at Lolland-Falster er ”first movers”, hvad affolkning angår. Det kræver konstante tilpasninger og justeringer. En væsentlig del af arbejdet som biskop har derfor handlet om strukturelt og organisatorisk at tilpasse kirkelivet til de forandringer, der følger af de demografiske forskydninger i landet. Det gælder blandt andet en revision af udligningsordningen, en løsning for middelalderkirkerne i affolkede områder og pastoratssammenlægninger.

Det har været nødvendigt og meningsfuldt arbejde, der også vil være behov for i fremtiden. Men begravet i mails og dokumenter om fx ladestanderbekendtgørelse eller en demokratisering af Fællesfondens økonomi har jeg nogle gange følt mig mere som en skrankepave end en åndfuld biskop forankret i troen og Bibelen. Jeg har længtes efter tid og rum til fordybelse og mulighed for at arbejde mere målrettet med den åndelige længsel og tørst, jeg fornemmer i vores samtid. Jeg vil gerne lave plads i mit liv til at sidde stille og roligt sammen med Maria og lytte ved Herrens fødder fremfor at jonglere med potter og pander i det administrative køkken sammen med en fortravlet Martha.

Men kunne jeg så ikke bare vente til pensionsalderen – hvorfor lige nu?

Hvert femte år arbejder et udvalg med fordelingen af præstestillinger, og arbejdet i det nye udvalg skal være færdigt næste sommer. I de sidste to perioder har man haft et såkaldt periodeprojekt, hvor man skulle se på stiftsgrænser. Når indbyggertallet på Lolland-Falster falder, mens det vokser i alle andre stifter, bliver det med tiden mere og mere nødvendigt også på nationalt niveau at tilpasse folkekirkens struktur til samfundsudviklingen. Skal der ændres mere radikalt på stiftsgrænserne, er det rimeligt, at alle præster og menighedsråd selv får mulighed for at vælge deres biskop. Da det i mine øjne er nødvendigt med en revision af stifternes størrelser, vil jeg derfor gerne åbne for denne mulighed.

Et flertal af biskopperne har i denne uge i forlængelse af min opsigelse anbefalet Kirkeministeriet, at der oprettes et nyt stift, som i store træk dækker det tidligere Storstrøms Amt. Det vil fortsat være Danmarks mindste stift med alle de gode ting, der følger med at være lille: nærhed, stor samhørighed, kendskab til hinanden osv. Men det vil blive tre gange større end det nuværende Lolland-Falsters Stift og dermed gøre stiftet mere økonomisk og organisatorisk robust i forhold til drift og administration. Hvis det nye stift bliver en realitet, hvad jeg meget håber, vil præsterne og menighedsrådene selv få mulighed for at vælge deres biskop – præcis som det skal være.

Det kan måske give uro, for hvad betyder det for den enkelte præst eller for det enkelte menighedsråd? En af folkekirkens store styrker er, at den er lokalt forankret. Omkring 80-85 procent af folkekirkens økonomi er forankret i de lokale sogne – og magten følger jo som bekendt pengene. I modsætning til så mange andre organisationer er folkekirken ikke topstyret. Kirkeministeriet eller biskoppen kan ikke diktere, at et sogn skal bruge penge på en bestemt aktivitet. Det er og bliver en lokal beslutning. Så kirkelivet i de lokale sogne vil fortsætte som hidtil.

Men hvad så med det diakonale arbejde, der er løbet i gang med diakonipræster i hvert provsti, i samarbejde med Kirkernes Sociale Arbejde i stiftet, Menighedsplejen Danmark, kommunerne, Dronning Mary Centeret på Københavns Universitet og andre eksterne aktører?

Det fortsætter selvfølgelig. Det afgørende er ikke den enkelte biskop, men organiseringen af det netværk af mennesker, der er bygget op omkring den diakonale indsats. For mig er god ledelse ikke knyttet til én leder i toppen, men opstår igennem de relationer og den kultur, der er indarbejdet i hele organisationen. Det samme gør sig gældende for de andre projekter, der er løbet i gang igennem de senere år på tværs af sogne og provstier.

Så når jeg forlader embedet, er det med stor tillid til, at det gode og sunde kirkeliv fortsætter uafhængigt af både den overordnede struktur og af, hvem der bliver ny biskop. Og jeg vil glæde mig til fortsat at sidde på kirkebænken rundt omkring, for vi bliver boede her på denne skønne plet på jorden.

Venlig hilsen

Marianne Gaarden, biskop