Pressemeddelelse fra stiftsrådsformand: Marianne Gaarden sætter sagen først
Biskop Marianne Gaarden har meddelt, at hun fratræder som biskop i Lolland-Falsters Stift med udgangen af 2026. Det vækker beklagelse hos stiftsrådsformand Jens Erik Boesen, som samtidig anerkender beslutningen som et stærkt og ansvarligt skridt i en afgørende tid for stiftet.
“Det er med stor beklagelse, at vi har modtaget beskeden om, at Marianne Gaarden fratræder som biskop. Gennem snart ti år har hun sat et meget markant præg på Lolland-Falsters Stift, og hun har gjort det med både teologisk tyngde, menneskelig varme og et sjældent blik for de strukturelle udfordringer, folkekirken står overfor,” siger stiftsrådsformand Jens Erik Boesen.
Marianne Gaarden har selv peget på, at hendes beslutning er taget, fordi hun har været på posten i næsten 10 år og har lyst til at beskæftige sig mere med åndelighed. Beslutningen skal samtidig ses i lyset af arbejdet for et nyt og mere bæredygtigt Storstrøms Stift. Hvis stiftsgrænserne ændres, bør et nyt og større stift efter hendes vurdering have mulighed for selv at vælge sin kommende biskop.
“Det vidner om Mariannes karakter. Hun har altid sat sagen først. Med sin beslutning baner hun vejen for, at et nyt stift kan få den bedst mulige begyndelse,” siger Jens Erik Boesen.
Ifølge stiftsrådsformanden ligger beslutningen i logisk forlængelse af Marianne Gaardens årelange arbejde for nødvendige ændringer af den folkekirkelige struktur. Det gælder blandt andet hendes vedholdende indsats for at sætte fokus på de særlige udfordringer med middelalderkirker i områder med faldende befolkningstal. Det arbejde har været med til at bane vej for Folkekirkens Enhed for Middelalderkirker, FEM, ligesom hun har været en tydelig stemme i arbejdet for en mere retfærdig folkekirkelig udligning.
Selvom Marianne Gaarden i sit virke har insisteret på, at folkekirken er nødt til at tage de demografiske forandringer alvorligt og har arbejdet målrettet på at skabe langtidsholdbare løsninger både lokalt og nationalt, fremhæver Jens Erik Boesen samtidig hendes engagement i og indsats for stiftets præster.
“Marianne har haft et stærkt fokus på præsternes arbejdsmiljø og på at skabe trygge rammer for deres tjeneste. Hun har haft blik for, at folkekirken ikke kun bæres af strukturer og bygninger, men af mennesker, der skal kunne trives i deres arbejde og stå stærkt i deres kald,” siger Jens Erik Boesen.
Selv om beslutningen markerer afslutningen på Marianne Gaardens tid som biskop, understreger Jens Erik Boesen, at der fortsat ligger et vigtigt arbejde i resten af året, blandt andet med den store oprustning på det diakonale område, som hun har sat i gang.
“Vi kommer alle til at savne Marianne som biskop. Men vi glæder os også over, at vi har hende året ud. Der er fortsat vigtige opgaver at løfte, og jeg ser frem til det fortsatte samarbejde med hende i den kommende tid.”
Kontakt
Stiftsrådsformand Jens Erik Boesen
Telefon: 20 32 40 87
E-mail: jenserikboesen@gmail.com